Hesteleje og part 

Når du modtager undervisning ved Arden Sportsrideklub, skal du selvfølgelig have noget at ride på. Nogle har selv en ponny eller en hest, andre må låne eller leje en makker til undervisningen.

Har du ikke selv en bedste ven, kan du leje en hos os, på timebasis (½ eller 1 hel time) eller som part. Det er vigtigt at vi passer godt på dyrerne, derfor har man et ansvar for at behandle dem ordentligt når man har omgang med dem. Har du eller din familie ikke erfaring med heste, kan underviseren hjælpe med at finde en der kan hjælpe jer igang. Vi betræber os på at du lejer den samme hest eller pony til dine ridetimer hver gang, så du får et godt forhold til hesten eller ponyen.

Hesteleje
Hvis du lejer en ponny eller en hest på timebasis (½ eller 1 hel time) til din undervisning, er det dit ansvar at der er opsadlet korrekt, så saddel og hovedtøj sidder som det skal, inden du begynder at ride undervisning. 
Er du den første der skal ride, og dermed den første der skal sadle op, er det vigtigt at hesten børstes, strigles og får renset hove, så den ikke får skader. Har hesten haft en pause i undervisningen hvor den ikke har været brugt til en time, er det også en god ide at børste, strigle og rense hove, inden der sadles op på ny. 
Får du besked på af underviseren, at du skal sætte hesten på stald, er det vigtigt at saddel og hovedtøj tages af, og at hesten lige børstes en gang inden den kommer i boksen. Er der koldt, og er hesten våd af sved, er det en god ide at give hesten et tæppe på, hvis den har et. Hestens bid renses med vand, inden hovedtøjet hænges på plads.

Elevheste kan for nuværende ikke lejes til springundervisning.

Sikkerhed
Det er meget vigtigt at der hele tiden er rydeligt på staldgangene, og andre steder hvor hestene kommer. En hest der har fået et tæppe, et hønet eller en høpose viklet ind i benene, er direkte livsfarlig på staldgangen hvis den bliver bange. Andre ting der ligger smidt, kan skade hesten, hvis den træder på dem eller slår hovedet ind i dem. Der er andre heste end elevheste i stalden, og nogle heste kan blive nervøse eller bange bare det ikke ser ud som det plejer der hvor den er vant til at komme. Det er store levende dyr vi omgåes, derfor skal man have sin hjelm på, også når man håndterer hesten fra jorden. Henstilinger fra undervisere eller staldpersonale skal altid efterkommes

Part
Har man fået en del erfaring med at ride, og modtager man undervisning i klubben, kan man være heldig at kunne få part på en af vores elevheste. Har man part på en elevhest skal man indgå en kontrakt med rideklubben, hvori der er beskrevet de nærmere vilkår, blandt andet for hvor meget man må bruge hesten, ud over den undervisning man går til. Der vil typisk være tale om en times ridetur de dage hesten ikke bliver brugt. dette kan dog variere, alt efter hestens alder og helbred. Er hesten halt eller syg, må den naturligvis ikke rides. Har man part, er man samtidig den der står for at vedligeholde hestens udstyr, ved blandt andet at rense og smørre læder på saddel og hovedtøj. Partryttere har fortrinsret til elevhesten de har part i, i forbindelse med undervisningen, ved stævner, til ridelejr og lignende.